Roblon: Interessant virksomhed, men ikke prisen værd

Roblon A/S er en nordjysk leverandør af kabelfibre og maskinel til primært kabelindustrien. De opererer globalt med kunder i mere end 100 lande og omsætter for ca. 250 millioner DKK (FY16). Hele 87 procent af omsætningen genereres i udlandet. I en årrække efter finanskrisen klarede virksomheden sig rigtig godt og var en populær aktie. Men oliens deroute, som startede hen over sommeren 2014, ramte virksomheden hårdt, hvilket bl.a. medførte en halvering af deres EBIT. De seneste par år har budt på store omvæltninger såsom nedjusteringer, direktørskift og frasalg. Vi klassificerer Roblon som værende en igangværende turnaround case, der kan bringe dem tilbage på sporet. Indtil videre ser opgaven ud til at kunne lykkes.

Denne turnaround kan resultere i en mere agil virksomhed, der i fremtiden kan levere resultater som tidligere. På baggrund af kursudviklingen i aktien den seneste periode mener vi, at investorerne generelt forventer, at Roblon lykkes med deres turnaround. At konsensus blandt investorerne indikerer dette, kan påvirke aktien negativt, i så fald det kommer til at tage længere tid eller ikke opfyldes – hvilket er en risiko ved køb af aktien.

Vi har foretaget et “sundhedstjek” på virksomhedens økonomi på baggrund af en klassisk DCF-værdiansættelse. Peer group-analysen er fravalgt, idet vi ikke har kunne finde børsnoterede konkurrenter eller lignende selskaber med nær identiske operationelle risici. Vi mener ikke, at f.eks. kabelindustrien eller et industri-indeks kan bruges som proxy for, hvad Roblon bør koste. Vores DCF-analyse, som bygger på rationelle og konservative forventninger, indikerer en fair værdi per aktie på DKK 281 kroner (i.e. -5%) per 15/04/2017. Vi benytter en vægtet kapitalomkostning på 7 %, en terminalvækst på 1,6 procent i 2022 og forventer, at Roblon i perioden 2017-2021 kan vokse ml. 5-7 % årligt, hvilket ligger tæt på virksomhedens egne forventninger. Ledelsens nuværende forventning om en EBT på 15 millioner (i.e. et nettooverskud på ca. 12 mio.) vil med nuværende markedsværdi indikere en P/E2017 på 36,6.

 

Konklusion: Vi mener, at Roblon er en interessant virksomhed, som dog er prissat for højt til de nuværende forventninger og de fremtidsudsigter, som vi mener er realistiske.